data_usage
chevron_left
chevron_right

SENESTE NYT

15:17 Sebastian Goos

Norsk valgs største taber er medierne i Oslo, siger lokalredaktør

Det norske valgs største taber er de store medier i hovedstaden Oslo. Det mener politisk redaktør Skjalg Fjellheim fra lokalmediet Nordlys:

“Jeg mener, at både kommentatorer og nyhedsjournalistikken har fejlet”, siger han til det norske fagblad Journalisten.

Det skyldes ifølge Skjalg Fjellheim, at Miljøpartiet De Grønne (MDG) er havnet under spærregrænsen ved valget, som ifølge ham blev kørt op til at være et klimavalg.

“Jeg vil ikke skære alle over én kam, men generelt har der været sat en tone og en dagsorden i Oslo-pressen, som har henvendt sig til den urbane, veluddannede, unge middelklasse i centrum af Oslo”, siger Fjellheim.

Han er mest skuffet over det statsejede medie NRK:

“NRK har fremstået som en sorggruppe for klimaaktivister. De har skabt et billede af en modsætning mellem de unge vælgere i byerne og distrikterne, og de har fremstået som desorienterede i deres eget land”, siger han, og opfordrer mediet til at flytte valgredaktionen ud af hovedstaden næste gang.

Ifølge Skjalg Fjellheim er Norge et kompliceret land at lave klimapolitik i, da man for eksempel i det nordlige Norge vil være langt mere påvirket af indgreb i flytrafikken eller benzinpriserne.

15:04 Lasse Loch Davidsen

Journalistorganisation kræver fotograf løsladt af Taleban

Organisationen Committee to Protect Journalists (CPJ) kræver nu, at Taleban løslader den afghanske freelancefotograf Morteza Samadi, efter han blev anholdt under en demonstration i Herat den 7. september.

Det skriver CPJ og Journalisten.no.

”Tilbageholdelsen af Morteza Samadi er et yderligere bevis på, at Taleban ikke overholder sine løfter om, at lade medierne arbejder frit og uafhængigt. Taleban skal øjeblikket frigive Samadi og indstille alle angreb på journalister, som udfører deres arbejde,” siger Carlos Martinez, programdirektør for CPJ.

Ifølge Committee to Protect Journalists anklager Taleban freelancefotografen for at have haft en ledende rolle i demonstrationen

10:46 Lasse Loch Davidsen

Kulturministeren varsler langstrakt opgør med techgiganter

I et interview med Berlingske varsler kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), at regeringens ambitioner om at regulere techgiganterne ikke bliver indfriet inden næste folketingsvalg.

Selv om regeringen tidligere har varslet, at techgiganterne kan udgøre en trussel mod den demokratiske samtale i Danmark, så er det ikke realistisk at komme i hus med regeringens mål på området i nuværende valgperiode, fortæller ministeren:

”Jeg tror simpelthen ikke, det er et arbejde, vi bliver færdige med. Jeg forestiller mig ikke, at vi kan sige: ’Tjek, Ane har styr på techgiganterne’, når vi når til et folketingsvalg. Det er kommet for at blive som en politisk udfordring, som vi hele tiden skal navigere efter og prøve at regulere og prøve at skabe en retfærdighed indenfor. Den teknologiske udvikling og den måde, vi bruger medier og sociale medier på, er i en så rivende udvikling, at det bliver vi ikke færdige med,” siger Ane Halsboe-Jørgensen til Berlingske.

10:18 Anna Sol Jørgensen

Fagforeninger: Arbejdsmiljø og lønninger i DR er en del af drama-problemet

Hvis DR skal have rettet op på problemerne omkring mediehusets dramaproduktioner, skal der mere til end fyringen af dramachef Christian Rank, mener formændene i henholdsvis Film- og TV-arbejderforeningen FAF og Danske Dramatikere.

Hos FAF peger formand René Høyer Jørgensen ifølge Berlingske blandt andet på, at freelance-lønningerne i DR er dykket siden sidste medieforlig. Ud over lønningerne mener Nikolaj Scherfig, formand for Danske Dramatikere, at arbejdsmiljøet i DR er blevet undervurderet af direktionen, siger han til Politiken.

DR’s kulturdirektør, Henrik Bo Nielsen, anerkender, at DR ikke er lønførende, men fremhæver over for Berlingske, at flere større navne som Mikkel Munch-Fals, Lars von Trier, Mette Heeno og Natasha Arty er en del af kommende DR-produktioner.

”Så billedet af, at de interessante navne ikke længere vil arbejde for DR, det genkender jeg simpelthen ikke. Men samtidig anerkender jeg, at der i hele produktionsmiljøet er en diskussion om god trivsel og arbejdsmiljø. Det slår bare ikke igennem som talentflugt fra DR, hvis du spørger mig,” siger Henrik Bo Nielsen til Berlingske.

 

08:10 Anna Sol Jørgensen

Fagbevægelsen håber på ligeløn med ny barselsmodel

Der er fundet den rigtige balance til fordel for ligestillingen i Danmark med den barselsmodel, der blev fremlagt i aftes.

Sådan siger næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation Majbrit Berlau til Ritzau.

Modellen er udarbejdet af Fagbevægelses Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening og skal behandles politisk. Den betyder, at moren som hidtil har ret til fire ugers barsel inden fødsel, og begge forældre har to uger efter fødslen, mens begge forældre derefter råder over ni ugers barsel hver. Bliver de tilsammen 11 uger ikke brugt af faren, vil barselsugerne frafalde.

”Vi håber, at vi med den her aftale vil kunne opnå ligestilling i familierne, når man skal tilrettelægge barsel og orlov, samtidig med at der vil være fremdrift på ligestillingen for kvinder, både når det kommer til ligeløn og karrieremuligheder,” siger Majbrit Herlau til Ritzau.

13 september
18:34

Nær rådgiver stopper efter otte år for Mette Frederiksen

Særlig rådgiver for statsminister Mette Frederiksen (S) Sara Vad Sørensen har opsagt sin stilling i forbindelse med, at hendes barsel ophører. Det skriver Ritzau.

Ny særlig rådgiver i det politiske sekretariat bliver Sofie Findling Andersen, oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Sara Vad Sørensen har fulgt Mette Frederiksen i otte år. Hun startede som ministersekretær for hende i Beskæftigelsesministeriet og blev efterfølgende politisk assistent, da magten skiftede i 2015, og Mette Frederiksen blev formand for Socialdemokratiet.

Da Mette Frederiksen vandt statsministerposten, blev Sara Vad Sørensen særlig rådgiver i Statsministeriets politiske sekretariat. Det skete, da Mette Frederiksen oprettede sit politiske sekretariat.

Her blev Martin Rossen udnævnt til stabschef, mens Martin Justesen og Sara Vad Sørensen blev ansat som særlige rådgivere for at bistå stabschefen med ”strategisk prioriterede projekter, kommunikation og koordination md videre”.

Siden da har Martin Rossen forladt stillingen. Og efter at Sara Vad Sørensen har gjort det samme, er kun Martin Justesen tilbage af det originale rådgivningstriumvirat.

Sara Vad Sørensen skriver på Facebook, at hun har opsagt sin stilling for at have bedre tid til familien, der nu består af datteren Gro og lillesøsteren Dagmar.

Sofie Findling Andersen har været ansat som barselsvikar for Sara Vad Sørensen og overtager nu stillingen. Hun har tidligere været særlig rådgiver i Erhvervsministeriet.

Privat er Sara Vad Sørensen gift med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). De har netop fået deres andet barn.

15:04 Anna Sol Jørgensen

Olfi-stifter modtager pris på 100.000 kroner

Stifter af og chefredaktør på forsvarsmediet Olfi Peter Ernstved Rasmussen er i weekenden blevet tildelt Den Georgbruunske Pris 2021.

”I dit virke har du afdækket mange tilfælde af nepotisme, inhabilitet og embedsmisbrug i Forsvarsministeriet og Forsvarets ledelse, hvilket med rette har givet dig en stærk position som kilde og ekspert,” står der i diplomet.

”Med prisen følger retten til at kalde dig for sympatisk kværulant samt 100.000 kroner,” står der videre.

 

14:52 Anna Sol Jørgensen

Journalistforbundet lancerer for første gang en lederuddannelse

Fra november tilbyder Dansk Journalistforbund (DJ) en samlet lederuddannelse, der er gratis for medlemmer, mens ikke-medlemmer kan betale sig fra den.

Det oplyser DJ på sin hjemmeside.

Tilbuddet om en lederuddannelse kommer, efter at ledere er blevet en fast del af forbundet med specialgruppen Ledere i DJ.

”For de medlemmer af Lederne i DJ, der deltager, vil der selvfølgelig være umiddelbar inspiration at hente. For alle andre medlemmer vil DJ Lead være med til at give et generelt løft af kvaliteten af ledelse i vores brancher. Det er vores håb, at målrettet viden om god ledelse kan være med til at højne arbejdsmiljøet og arbejdsglæden på mange arbejdspladser i medie- og kommunikationsverdenen,” siger næstformand i forbundet Allan Boye Thulstrup.

Uddannelsen, der har maksimalt 15 pladser, består af seks undervisningsdage og er åben for tilmeldinger fra 15. oktober.

 

14:44 Anna Sol Jørgensen

DJ’s formand bliver præsident for Nordisk Journalistforbund

Dansk Journalistforbunds formand, Tine Johansen, overtog i weekenden posten som præsident for Nordisk Journalistforbund, der er en sammenslutning af nordiske journalistforbund.

Det oplyser Tine Johansen på Twitter.

”De næste to år er Dansk Journalistforbund vært for vores samarbejde om alle de dagsordener, der rækker over grænser – ophavsret, mediestøtte, aftaledækning, konkurrencelov og meget andet,” skriver hun.

 

11:43 Anna Sol Jørgensen

DR’s dramachef fyret efter udskydelse af historie-serie

Christian Rank, chef for DR Drama, bliver fyret fra DR.

Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

Fyringen kommer, efter at dramaserien ’Leonora Christina’ er blevet udskudt. Det har ifølge pressemeddelelsen skabt turbulens og en fastlåst turbulens, og DR mener ikke, at det er muligt at skabe den fornødne ro, der er afgørende for drama-produktionerne i DR.

”Leonora-produktionen har været et vigtigt projekt for mig, og jeg er ked af, at det har været nødvendigt at udsætte produktionen. Det har været et udfordrende forløb, situationen er nu fastlåst, og derfor forstår jeg DR’s ønske om, at der skal skabes ro omkring DR Drama, så DR fortsat kan levere dansk tv-fiktion i særklasse,” siger Christian Rank i pressemeddelelsen.

11:24 Anna Sol Jørgensen

Mediebureau åbner eget produktionsselskab

Mediebureauet MediaCom starter sit eget produktionsselskab med navnet MBA Studio.

Det skriver bureauet i en pressemeddelelse.

”Vi rykker i virkeligheden bare på et behov, vi selv har oplevet i lang tid. De store produktionsselskaber, der laver store flotte film, er bare ikke altid det, der er brug for. Vi har masser af kunder med koncepter, der skriger på fleksibelt content, der er skabt digital first. Eller måske i virkeligheden relevance first,” siger Mathias Starklint, Head of MBA Studios, i pressemeddelelsen.

09:12 Lasse Loch Davidsen

Anders Breinholt stopper som vært på ’Natholdet’

Efter 900 afsnit af det satiriske underholdningsprogram har Anders Breinholt valgt at stoppe som ankermand på ’Natholdet’.

Det skriver TV 2.

Ifølge TV 2-værten er det på tide at kaste sig ud i noget nyt og afprøve nye programmer og andre formater. Men hvad det skal være, vil Anders Breinholt ikke ud med endnu:

”Efter 24. december skal jeg lige have sovet rusen ud efter ’Natholdets’ julekalender. Men derefter venter der en laaang ferie for mig og min familie, inden jeg sætter mig ned og finder ud af, hvad der så skal ske,” siger Anders Breinholt til TV 2.

07:52 Anna Sol Jørgensen

Jyllands-Postens sportsredaktør kåret som Årets Sportjournalist

Sportsredaktør på Jyllands-Posten Thomas Møller Kristensen har modtaget prisen som Årets Sportsjournalist 2020.

Det skriver Jyllands-Posten.

Prisen, Den Gyldne Pen, får han for en artikelserie, hvor han afslørede en mistrivselssag i dansk orienteringssport. På den baggrund endte orienteringsforbundet og Team Danmark med at modtage hård kritik. Historien startede med en undren fra Thomas Lund Hansens side, da han havde modtaget en pressemeddelelse fra Dansk Orienterings-Forbund, der meddelte, at forbundets sportschef forlod sin post.

07:46 Anna Sol Jørgensen

Mette Frederiksens Facebook-konto har kostet mere end 600.000 kroner

Socialdemokratiet har siden 15. april brugt knap 640.000 kroner på at promovere opslag på Mette Frederiksens Facebook-profil.

Det skriver B.T.

Mette Frederiksen er dermed den danske politiker, der er blevet brugt flest penge på på det sociale medie. Konservatives partiformand, Søren Pape Poulsen, indtager pladsen som den næstdyreste politiker på Facebook, efter at der er blevet brugt cirka 380.000 kroner på hans profil i samme periode.

 

10 september
13:01

Nicolai Wammen får ny særlig rådgiver

Mikkel Harboe skal være ny særlig rådgiver for finansminister Nicolai Wammen.

Det oplyser Finansministeriet.

Mikkel Harboe har siden marts 2020 været pressechef i Socialdemokratiet, men skifter til Finansministeriet mandag den 20. september. Han har tidligere været kommunikationschef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i perioden 2012-2020.

12:54

45 borgmestre opfordrer regeringen til at sætte gang i medieforhandlinger

I et fælles opråb i Avisen Danmark appellerer 45 borgmestre nu regeringen til at tage hul på de udskudte medieforhandlinger.

I den fælles henvendelse opfordrer de 45 borgmestre fra hele landet regeringen til at bakke op om de lokale medier.

”Rundt om hjørnet venter kommunal- og regionsrådsvalget 2021, hvor medierne er naturlige medspillere og netop her har en særlig vigtig rolle i at formilde valgforløbet, politikernes standpunkter og understøtte en stor valgdeltagelse – alt sammen med betydning for demokratiet og sammenhængskraften i lokalområderne,” står der blandt andet i opfordringen.

11:21

Medieforlig bliver ikke en del af finansloven for 2022

De kommende medieforhandlinger bliver ikke en del af finansloven for 2022. Det oplyser Finansministeriet til Mediawatch.

Regeringen har tidligere lagt op til, at medieforhandlingerne skulle ske som et led i forhandlingerne for finansloven for 2022, men det bliver i stedet to forskellige forløb nu.

”Regeringen vil indlede forhandlinger om en ny medieaftale i 2021. Medieforhandlingerne vil finde sted i Kulturministeriet, således at det foregår decentralt og selvstændigt i forhold til finanslovsforhandlingerne,” oplyser Finansministeriet til MediaWatch.

09:18 Thomas Møller Larsen

Facebook og Ray-Ban lancerer ’smart glasses’ med kamera

’Ray-Ban Stories’ hedder de nye briller: Et par nogenlunde ordinært udseende solbriller, der – ud over at blokere solens stråler – kan optage video, tage billeder, tage imod opkald og afspille musik.

En LED-pære lyser op, når brillerne optager, så omverdenen kan se det. Og ifølge tech-mediet The Verge har Facebook undersøgt de privatlivsmæssige aspekter grundigt.

Brillerne fungerer i samspil med en app på telefonen kaldet ’Facebook View’.

Facebooks vicepræsident for augmented og virtual reality, Andrew Bosworth, udtaler til The Verge, at der vil komme ”mange, mange fremtidige produkter” i samme stil.

Og alt tyder på, at næste generation bliver mere avanceret: Facebook ser et stort potentiale i Augmented Reality (AR), hvor digitale lag lægges oven på den virkelige verden direkte i synsfeltet. Og Facebook er i færd med at udvikle et par AR-briller med arbejdstitlen ’Orion’.

Også Snapchat og Apple er på vej med AR-briller.

 

08:14 Lasse Loch Davidsen

To journalister beretter om pisk og slag fra Taleban

To afghanske journalister skulle angiveligt være blevet banket af Taleban i forbindelse med en demonstration i landets hovedstad.

Det skriver BBC og Ritzau.

Billeder fra avisen ’Etilaatroz’ viser, hvordan de to journalister har fået massive blå mærker og rifter over dele af kroppen.

Journalisten Taqi Daryabi havde sammen med fotografen Nematullah Naqdi dækket en kvindeprotest i Kabul onsdag. Her skulle Taleban have forsøgt at fratage journalisterne deres udstyr og blandt andet sparket den ene af de to journalister i hovedet.

Herfra blev de to journalister ifølge BBC ført videre til en lokal politistation, hvor de blev ”sparket, slået, og pisket med kabler”.

07:57 Lasse Loch Davidsen

Liberal Alliance ansætter ny pressechef

Peter Bollerup vender tilbage til Liberal Alliance, hvor han 1. oktober bliver ny pressechef i partiet.

Det oplyser han på Twitter.

Han kommer fra en stilling som presserådgiver i Dansk Arbejdsgiverforening og var inden da presserådgiver for partiet i perioden 2017-2020.

9 september
12:41 Jakob Albrecht

Norge giver den danske offentlighedslov baghjul

Norge har i mange år markeret sig med større åbenhed i forvaltningen end Danmark. Men nu tager Norge yderligere et skridt i retning af mere åbenhed. En ny ’åbenhedslov’ baner nemlig vejen for, at journalister kan grave i arbejdsforholdene i private, norske virksomheder, uanset hvor de befinder sig i verden.

Hvis virksomheden ikke svarer på henvendelsen, kan staten uddele bøder.

Det skriver Journalisten.no

Formålet med loven er at give forbrugerne bedre viden om, hvordan norske virksomheder producerer varer og tjenester.

Både Amnesty International og det norske journalistforbund jubler over den nye lov.

Juraprofessor Ola Mestad fra Universitetet i Oslo siger, at offentligheden hidtil sjældent har haft krav på information fra det private erhvervsliv.

”Jeg ser det her som en fortsættelse af offentlighedsloven, fordi den også gælder erhvervslivet,” siger Ola Melstad, der selv var leder af det udvalg, som lavede forarbejdet til loven.

Loven med det fulde navn ”Lov om virksomheders åbenhed og arbejde med grundlæggende menneskerettigheder og anstændige arbejdsforhold” giver fx offentligheden krav om indblik i, hvor en vare er produceret – og under hvilke forhold. Det gælder også underleverandører i hele verden.

08:06 Lasse Loch Davidsen

Nyt forskningsprojekt skal undersøge brug af AI i kommunikationsbranchen

Et nyt forskningsprojekt fra Roskilde Universitet skal afdække, hvilke konsekvenser det har, når mennesker og kunstig intelligens tager beslutninger sammen.

Det oplyser Roskilde Universitet i en pressemeddelelse.

Projektet, som har fået navnet ”Strategizing Communication and Artificial Intelligence”, skal især have fokus på, hvordan kunstig intelligens har indflydelse på kommunikatørernes etiske overvejelser og faglige vurderinger.

Den slags spørgsmål melder sig ifølge pressemeddelelsen, når virksomheder bruger automatiserede chatbots til kundekommunikation, eller som da Washington Post brugte AI til at producere nyheder i forbindelse med dækningen af det amerikanske præsidentvalg i 2020.

Lektor Ib T. Gulbrandsen skal sammen med fire forskerkolleger gennemføre projektet over de næste fire år.

8 september
14:50 Thomas Møller Larsen

Undersøgelse: Nordmænd har svært ved at spotte fake news

Syv ud af ti nordmænd er det seneste år stødt på information på nettet, som de ikke vidste om var sand eller falsk. Det viser en repræsentativ undersøgelse foretaget af Kantar for Medietilsynet i Norge.

Undersøgelsen viser også, at blot 30 procent af nordmændene ser sig selv som højt kompetente i forhold til at håndtere misinformation og falske nyheder. For de 60-79-årige ligger tallet på kun 16 procent.

I en pressemeddelelse fokuserer Medietilsynet på problemstillingen blandt de ældre.

”Resultaterne viser, at ældre kæmper mere end yngre med at skelne sandt fra falsk,” udtaler Mari Velsand, direktør i Medietilsynet, i pressemeddelelsen.

Medietilsynet har i samme ombæring publiceret en guide, der skal hjælpe ældre med at opdage falske nyheder.

13:02 Thomas Møller Larsen

Medie: Facebook underminerer privatlivet på WhatsApp

Det undersøgende medie ProPublica gennemgår i en længere artikel, hvordan ”Facebook underminerer privatlivsbeskyttelser for deres to milliarder WhatsApp-brugere”.

WhatsApp har været ejet af Facebook siden 2014.

ProPublica skriver blandt andet, at mindst 1.000 moderatorer ansat via Accenture systematisk gennemgår indholdet af WhatsApp-beskeder. Det sker, når en bruger indrapporter en besked som stødende. I de tilfælde gennemgår kunstigt intelligente systemer – og dernæst moderatorer – den besked samt de foregående fire beskeder i udvekslingen.

WhatsApp bekræfter over for ProPublica arbejdsgangen.

”Baseret på den feedback, vi har modtaget fra brugere, er vi sikre på, at folk forstår, at når de indrapporterer indhold til WhatsApp, så modtager vi det indhold, de sender os,” skriver en WhatsApp-talsmand til ProPublica.

I artiklen kan man også læse, hvordan WhatsApp rutinemæssigt deler metadata om brugerne med amerikanske myndigheder.

WhatsApp slår sig ellers op på privatliv og krypteret kommunikation, konstaterer ProPublica.

Hvis man vil have bedre privatliv, skal man bruge kommunikationstjenester som Signal, skriver mediet. Signal monitorerer ikke brugerne og indsamler langt mindre metadata.

12:31 Anna Sol Jørgensen

Youtube-trusler mod Mette Frederiksen koster 50 dages fængsel

En 52-årig mand fra Brøndby er blevet idømt 50 dages ubetinget fængsel for i en video på YouTube at have fremsat trusler på livet rettet mod statsminister Mette Frederiksen.

Det oplyser anklager ved Københavns Vestegns Politi Michelle Lindegaard til Ritzau. Hun fortæller, at hun er tilfreds med dommen, der blev afsagt mandag.

”Det, som dommen viser, er, at det er alvorligt at komme med trusler – også på nettet,” siger Michelle Lindegaard.

Manden livestreamede truslerne fra sin telefon, og efterfølgende var det muligt at se videoen på mandens YouTube-kanal.

data_usage add

Flere nyheder