Ukraine

Krisepsykolog: Drop macho-kulturen og tal om de brutale billeder fra Ukraine

Det er en forgiftningsproces at se på grusomheder, og det bør ledere for nyhedsredaktioner tage alvorligt, siger psykolog

Det er så godt som uundgåeligt at blive påvirket af krigen i Ukraine på den ene eller den anden måde.

Og det gælder også for erfarne korrespondenter som TV 2’s Rasmus Tantholdt, der ikke kunne holde tårerne tilbage, da han forleden interviewede en ukrainsk kvinde. Matilde Kimer fra DR måtte også sige, at hun ville begynde at græde, hvis hun skulle sætte ord på, hvordan det er at se Ukraine synke ned i krig, efter at Rusland i sidste uge invaderede sit naboland.

Det er ikke kun dem, der er udsendt for at dække krigen, der kan blive ramt af situationen.

Det samme kan de journalister, der sidder hjemme på deres nyhedsredaktioner og holder sig konstant opdaterede og skal gennemse billedmateriale fra bureauer, hvor der både er døde og lemlæstede mennesker.

Det pointerer krisepsykolog Flemming Lerche Olsen, der er psykolog hos Psykologcentret Trekanten, og som tidligere har været i Forsvaret.

”Du kommer til at se meget mere voldsomme billeder end offentligheden. Traumepåvirkningen af det er også det voldsommere,” siger Flemming Lerche Olsen.

Fordi man som journalist er i gang med at passe sit arbejde, lægger man måske ikke så meget mærke til, at man bliver ramt af en følelse af afmagt. Og så kan man ifølge Flemming Lerche Olsen glemme at absorbere og bearbejde indtrykkene.

”I tror, at I kan få afløb for den afmagt, I selv sidder med, ved at lave nyheder,” siger han.

Snak om det, inden I går hjem

Men uanset om man er helt almindelig nyhedsforbruger eller journalist, har det konsekvenser at skulle se på så voldsomt materiale, påpeger krisepsykologen, der også har syv års erfaring fra Forsvaret.

”Det er en forgiftningsproces at se på grusomheder. Der er ingen, der vænner sig til at se på lemlæstede børn. Politiets teknikere, der arbejder med pædofili, bliver heller aldrig vant til det, og de har også brug for debriefing,” siger han.

Både krigsfotograf Jan Grarup og den tidligere prisvindende pressefotograf Erik Refner har fortalt om, hvordan de er blevet ramt af PTSD efter at have været vidner til grusomheder. Så galt behøver det ikke gå, når man sidder hjemme på en nyhedsredaktion, men det kan alligevel påvirke en som menneske:

”Når vi ser sådan noget materiale igennem, bliver vores virkelighedsopfattelse rykket, og vi kan pludselig reagere voldsomt, hvis barnet derhjemme falder, og vi kan se blod, fordi vi har været påvirket i løbet af dagen, uden at kunne stille noget op,” siger Flemming Lerche Olsen.

Ifølge ham kan journalister – ligesom brandfolk og politifolk – have en tendens til at pakke følelser væk i sarkasme og ironi, samtidig med at det kan føles, som om man skal kunne holde til det meste, fordi det er arbejde.

”Man skal være opmærksom på, at man opretholder en macho-kultur, som jeg forestiller mig, der kan være i branchen,” siger han.

Sørg for at lave debriefinger

Krisepsykologen har derfor en klar opfordring til lederne for nyhedsredaktionerne:

”Skab som ledelse en mulighed for, at man fast på daglig eller ugentlig basis sætter sig ned  i en følelsesmæssig debriefing og spørger, hvordan det har påvirket i dag, og hvad det er for et billede, der har sat sig fast, som skal lægges væk, inden man går hjem.”

”Det skal være nogle følelsesmæssigt sikre zoner, hvor man kan gå ind og sige ’fuck man, det her rammer mig virkelig, og jeg er både trist og føler afmagt, og jeg har slet ikke lyst til at komme på arbejde’. Man er nødt til at lave nogle åndehuller. Det er lidt det samme, dykkere gør, når de kommer op mod overfladen og lader kroppen afgifte.”

Der behøver ikke nødvendigvis være en psykolog med til sådan en samtale, men det kan være med til at styre seancen og tage den alvorligt.

Samtidig har den enkelte også et personligt ansvar for både selv at sige til og fra og for at lytte til sine kolleger, hvis de har brug for det, pointerer Flemming Lerche Olsen:

”Vi skal være dygtigere til at sige, at vi har brug for en pause eller stoppe op. Ledelsen skal bakke op om og have forståelse for, at det kan være belastende,” siger han.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage
chevron_left
chevron_right