search

Forslag: Journalister, freelancere og medier skal kunne søge kæmpe-fond

”Der er brug for, at man populært sagt ikke taler millioner, men milliarder,” siger europaparlamentariker Morten Løkkegaard om behovet for en solid økonomisk håndsrækning til europæiske medier

I sidste uge præsenterede EU-kommissionen en ny fond på 4 millioner euro, der skal støtte undersøgende journalistik, samarbejdsprojekter mellem medier og overvågning af pressefriheden i Europa.

Puljen er en del af et EU-initiativ, der skal fremme frie og uafhængige medier i EU-landene.

Men ifølge europaparlamentariker Morten Løkkegaard (V) er der imidlertid tale om småpenge.

”Det er et typisk cigarkasseprojekt, hvor man giver en million hist og her, og efter to-tre år dør det igen,” siger Morten Løkkegaard.

Han bakker derfor op om et forslag fra Europa-Parlamentet om en europæisk fond af en helt anden kaliber. Ifølge forslaget skal EU-Kommissionen etablere en europæisk fond i forbindelse med budgettet for 2021-2027.

”Der er brug for, at man populært sagt ikke taler millioner, men milliarder, og hvor man ophøjer det fra et være en lille kultursnak til at køre det som programmer på allerøverste hylde,” forklarer Morten Løkkegaard.

I nærheden af filmstøtten

Morten Løkkegaard sammenligner fonden med Creative Europa, der støtter europæiske filmprojekter i blandt andet Danmark.

”Her er støtten 1,5 milliarder euro over syv år. Vi kommer måske ikke helt derop, men vi skal op i nærheden,” siger han.

Fonden skal give direkte støtte til uafhængige journalister, freelancere og medier. Uddelingen af støtte skal besluttes af et uafhængigt organ eller organisation. Pengene kan ikke gå til statskontrollerede medier eller medier under politisk indflydelse, der producerer politisk propaganda.

Baggrunden for, at der er behov for at skrue op for støtten, er, at mediefriheden er under pres i EU på grund af faldende indtægter og grundet politisk pres i nogle lande.

Der er et flertal for at støtte uafhængig og undersøgende journalistik, forklarer Morten Løkkegaard.

Han håber også, at betalingsvilligheden er der.

”For 10 år siden var der meget større skepsis over for medier og journalistik i parlamentet, men der er kommet en meget større forståelse. Det er gået op for langt flere, at der er brug for en hjælpende hånd til at understøtte medierne.”

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen