search

Debat: Gentænk den regionale mediestøtte

Den nuværende offentlige mediestøtte går regionalt til den ældre del af befolkningen, der stadig har gamle medievaner, mens de yngre stort set ikke får tilgodeset deres behov for regionalt medieindhold, skriver Ulrik Haagerup

Hvis man gør, som man plejer, får man nok de resultater, man plejer at få. Så hvis man ikke er tilfreds med resultaterne, skal man nok overveje at gøre noget andet.

Den sandhed er muligvis værd at hviske ind i debatten om fremtidens mediestøtte, netop som politikere og mediechefer kæmper om fordelingen af de næste fire års støtte-millioner til ikke mindst lokale og regionalt journalistisk indhold.

Her kommer et kættersk spørgsmål: Hvad nu, hvis man tog udgangspunkt i danskernes behov – og ikke i politikernes eller medievirksomhedernes?

Spørgsmålet trænger sig på, netop som kulturministeren og Folketingets medieordførere skal tage forsøge at fordele de offentlige penge til mediebranchen og blandt andet skal sortere i argumenter fra alle, der midt i en coronatid og årelang erodering af tidligere tiders så lukrative forretningsmodeller for annoncefinansierede medier råber på mere. NU!

Og som var det en genopførelse af det seneste medieforlig, hvor de danske medier råbende lobbyede for at bombe DR tilbage til middelmådigheden og skære store lunser af budgettet til nationalt public service, så rækker visionerne nu til at begrænse de regionale TV 2-regioner. For fire år siden lykkedes det at få et flertal til at hælde 20 procent af DR’s budget ud i Øresund med en argumentation, der byggede på den fejlslagne logik, at en nedsættelse af licensen ville få danskerne til i stedet at købe sig om bag de kommercielle mediers betalingsmure.

Der findes ingen dokumentation for, at det skulle være sket.

Og nu handler argumentationen så igen om at skære i andre mediers mulighed for at lave journalistisk kvalitet.

At forlænge fortiden med brædder

Måske skulle vi som samfund begynde med at blive enige om, hvorfor vi overhovedet har mediestøtte. Det har vi, fordi vi sammen ser journalistik som et offentligt gode, der er forudsætningen for en oplyst befolkning, en ordentlig debat og en offentlig samtale. Jamen, selve demokratiet. Uden medier til at fortælle os om både os selv, de andre end os selv og den verden, vi sammen er en del af, så ved vi ikke noget om noget. Og har vi ikke et retvisende billede af virkeligheden, så er vi ligeglade, og så falder hele fundamentet bag et samfund, endsige en nation, sammen.

Den opgave kan markedet selv klare, argumenterer de rige og de stærke, som JP/Pol og Berlingske. Se til USA, lyder modargumentet, og se voksende nyhedsørkener, polarisering og fordummelse. Hverken Kristeligt Dagblad, Information, ’Deadline’ eller ’Ultra Nyt’ ville eksistere uden offentlige midler.

Men er løsningen så blot at forsøge at forlænge fortiden med brædder? At kræve endnu flere skattekroner til pressede medier, der med rette klynker højest? Hvilken kulturminister kan forklare logikken og retfærdigheden i, at Dagbladet Information får 25 millioner i kroner i mediestøtte, mens et andet kvalitetsmedie som Zetland med lige straks flere betalende medlemmer end Informations abonnenter kun får 2,4 millioner kroner?

Kunne vi bruge den mediestøtte, som DR’s distrikter, TV 2-regionerne samt JydskeVestkysten, NORDJYSKE, Sjællandske Medier og Fyens Stiftstidende får, klogere?

Mediestøtten går til de ældre

Lad os se på et tilfældigt hjørne af Danmark: Staten sender ud fra en argumentation om at sikre information til alle danskerne, mediestøtte tiI blandt andre sønderjyderne: JydskeVestkysten får 17 millioner kroner, TVSyd får omkring 67 millioner kroner, og DR bruger en snes millioner af sine medielicensmidler om året til at drive DR Syd, som især leverer regionalt indhold til DR’s P4 i det sydlige Jylland. Er de mange millioner så til gavn for alle sønderjyder? Ikke hvis man ser på gennemsnitsalderen for de sønderjyder, der bruger indholdet: JydskeVestkystens læsere nærmer sig pensionen, TV Syds kerneseer er tæt på 60, og P4-lytteren er et godt stykke oppe i 50’erne.

Med andre ord: Den nuværende offentlige mediestøtte går regionalt til den ældre del af befolkningen, der stadig har gamle medievaner, mens de yngre – dem i 40’erne, 30’erne for ikke at tale om dem i 20’erne og teenagerne, stort set ikke får deres behov for medieindhold om de steder, de bor, fortalt på nye måder, på nye platforme dækket af de offentlige penge, der er sat af til at sikre kvalitetsindhold til alle danskere.

Jo, jo: Både de regionale mediehuse, TV 2-regionerne og DR’s distrikter bruger også internettet og sociale medier til at formidle indholdet. Men spørger man mediecheferne i et lukket rum, erkender de fleste, at indsatsen der godt kunne være betydeligt bedre, men at pengene jo især bruges på de platforme, som man får statstilskud eller abonnements-indtægter til at opretholde.

Så hvad så nu – og hvordan?

Brug for innovation

Hvad om Folketinget som betingelse for fortsat støtte forudsatte, at de regionale aviser, regionale radioer og TV 2-stationer samarbejdede om innovation og journalistik for at sikre budget og fokus på de store, komplicerede, men væsentlige dagsordener og samtidig udviklede regionale historiefortællinger til målgrupper yngre end 60+?

Det kunne være en fælles redaktion på f.eks. 30 mand i hver region, som efter medie-konvergensens velkendte metoder arbejder med research, historier og synergi som fokus snarere end at fylde huller i en sendeflade eller en avis. Målet ville være at gøre de virkelig væsentlige emner relevante og med kritisk og konstruktiv journalistik inspirere, nuancere og engagere borgerne i debatter om mulige løsninger på de lokale og regionale fælles udfordringer.

Og de skulle levere deres indhold og nytænkninger til både avisen, radioen og tv-stationen og deres digitale distributionskanaler, hvor historierne blander sig med det unikke indhold, medierne hver især fortsat ville levere i konkurrence med hinanden.

De fælles regionale redaktionelle centre kunne ledes af en fælles redaktør, der refererede til en bestyrelse bestående af cheferne for de tre deltagende mediehuse.

Er man bange for en fast redaktionel struktur med det bøvl, den slags også kan medføre, så er et alternativ at tage en pæn del af den regionale mediestøtte til de tre medietyper og placere i regionale puljer, der så kan søges til fælles journalistiske projekter, hvor mindst to af husene deltager.

Selvfølgelig kan politikerne også bare gøre, som de plejer, og håbe på, at denne gang får man nok helt andre resultater.

Ulrik Haagerup er direktør i Constructive Institute

Rettelse: Det fremgik tidligere af indlægget, at Zetland modtager 0 kroner i mediestøtte. Det er nu rettet til 2,4 mio. kroner.

 

 

 

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen