RETTELSE

B.T. bringer rettelse, der næsten er dobbelt så lang som den originale artikel

”Jeg medgiver, at det er omfangsrigt,” siger B.T.’s ansvarshavende chefredaktør

Søndag kunne man læse, at B.T.’s internationale korrespondent Jakob Illeborg havde haft en dramatisk nat i Ukraine, hvor han skulle med tog ud af hovedstaden Kiev.

Blandt andet stod der i artiklens brødtekst, at korrespondenten “omgående” blev gennet ud af et tog, og “gelejdet hen til en uopvarmet træhytte, hvor de kunne overnatte. På gulvet. I to graders varme.”

Men noget er gået galt i kommunikationen mellem korrespondent Jakob Illeborg og B.T.’s nyhedsredaktion på Pilestræde i København.

I hvert fald har B.T. sent mandag aften bragt en omfattende rettelse af artiklen.

Næsten dobbelt så lang

Den oprindelige artikel er på 2.048 enheder, mens rettelsen er på 3.896 enheder – altså næsten dobbelt så lang.

I rettelsen siger Jakob Illeborg blandt andet, at gruppen ikke blev “gelejdet” hen til den uopvarmede træhytte:

“Vi fandt selv et iskoldt venteværelse, hvor vi tilbragte natten. Jeg sov på gulvet, og det var koldt. Jeg ved ikke hvor koldt, men det føltes som to grader,” lyder det i rettelsen, efter det i den originale artikel stod, at der var to grader.

Ansvarshavende chefredaktør Jonas Kuld Rathje fortæller til Journalisten, at rettelserne kom i stand efter en henvendelse fra Jakob Illeborg til redaktionen om “nogle faktuelle fejl i artiklen.”

Ændrer ikke procedure

Men I ender så med en rettelse, der er dobbelt så lang som den oprindelige artikel. Var der overhovedet noget i den oprindelige artikel, der var rigtigt?

“Jeg medgiver, at det er omfangsrigt. Men hvis de fejl skal rettes, vil vi jo gerne rette dem. Det kunne have været skønt, hvis der var færre, så den var kortere. Men vi er interesserede i at rette de fejl, der er,” siger Jonas Kuld Rathje.

Hvordan kan det ske, at der er så mange fejl?

“Den er blevet til på telefonen mellem desken og Illeborg, der har været på farten. Men de nærmere omstændigheder kender jeg ikke. Jeg ved ikke, hvordan det er blevet sagt, eller hvorfor der er så mange fejl – jeg bliver bare forholdt, at der er nogle fejl i den, og så retter vi den.”

Jonas Kuld Rathje har siden forhørt sig, om der er opstået lignende fejl i andre artikler, der er blevet til på samme måde. Det er der ikke, og derfor kommer artiklen umiddelbart ikke til at føre til nye procedurer på B.T., siger han til Journalisten.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage
chevron_left
chevron_right