Overenskomst

188 skuffede TV 2-ansatte sender brev med kras kritik at ledelsen

Medarbejderne udtrykker dyb skuffelse over, at de seneste års corona-maraton, metoo-kaos og flotte regnskaber ikke har udmøntet sig i en konkret værdsættelse af deres indsats i den nye overenskomst

Tidligere i dag tikkede der en mail ind til TV 2’s ledelse fra i alt 188 skuffede og stærkt utilfredse navngivne medarbejdere i mediehuset.

I brevet til ledelsen retter medarbejderne en kras kritik af TV 2’s ledelse i forlængelse af den nye overenskomst, der blev stemt igennem i dag.

”Med denne henvendelse håber vi, at TV 2 forstår, at der trods afstemningsresultatet er en bred skuffelse over, at de seneste år med corona-maraton, Metoo-kaos og flotte regnskaber ikke har udmøntet sig i en mere konkret værdsættelse af medarbejdernes indsats,” lyder det i brevet.

74,9 procent af medarbejderne stemte ja til overenskomsten, mens 25,1 procent stemte nej. Det er ifølge hovedtillidsmand Lennart Sten usædvanligt mange nej-sigere. Men mange flere overvejede at afvise overenskomsten, fremgår det af medarbejdernes brev til ledelsen.

”Mange har været fristet af at stemme nej for at sende et signal om, at resultatet er utilfredsstillende og står i skuffende kontrast til, hvad afdelingernes medarbejdere har stået igennem de seneste år,” lyder det.

Svært ved at holde trit med inflationen

Som beskrevet tidligere i dag er TV 2’ nye overenskomstaftale 1-årig og løber frem til 28. februar 2023.

Den sikrer en stigning på 600 kroner på grundlønnen for alle, en stigning på 225 kroner mere på den personlige løndel. Derudover er der i gennemsnit 325 kroner til hver medarbejder, der vil blive fordelt efter personlige lønforhandlinger.

Men det er et utilfredsstillende resultat, mener de mange medarbejderne, der har underskrevet brevet til ledelsen. De efterlyser blandt andet større landvindinger inden for eksempelvis freelanceområdet eller ligeløn – og hæfter sig ved, at de så ofte er blevet rost for holdånd og stærk dækning gennem de seneste år.

Stort set alle mine redaktionelle kunder betaler det samme i dag, som de gjorde, da jeg startede som freelancer.”

Blockquote cite

I brevet anklager medarbejderne også ledelsen for at have udnyttet det kaotiske forløb omkring forhandlingerne, hvor Dansk Journalistforbund havde glemt at opsige TV 2-medarbejdernes overenskomst, inden forhandlingerne gik i gang.

Risikerer at brænde ud

Til sidst i brevet understreger TV 2-medarbejderne, at de brænder for den stærke nyhedsdækning og derfor også stiller op igen nu, ”når kampvognene kører over Ukraines grænser, og nyhedsmaskinen ruller sig ud fra tidligt til sent”.

Men de skriver samtidig, at frustrerede stemmer blandt dem taler om, at man hver især burde trække en streg i sandet ved at sige nej til forlængelser og ekstravagter i spidsbelastningsperioder.

For som advarslen fra medarbejderne til deres ledelse lyder sidst i brevet:

”Det, vi brænder for, risikerer at brænde ud.”

Ledelsen vil gå i dialog

TV 2’s nyhedschef Jacob Kwon skriver i en mail til Journalisten, at ledelsen med glæde har konstateret, at overenskomsten er stemt igennem.

Han kvitterer for brevet fra medarbejderne, men afviser at stille op til interview og svare på kritikken.

”Vi har selvfølgelig forståelse for, at der blandt nogle kan være utilfredshed med aftalens resultat og andre forhold, og det lytter vi meget gerne til. Derfor vil vi gå i dialog med medarbejderne om de punkter, der bliver nævnt i brevet. Der kan også være andre forhold, som det vil være gavnligt at vende,” skriver Jacob Kwon.

Her er hele brevet til TV 2’s ledelse: 

Til TV 2’s ledelse

Det er blevet et ja til overenskomsten i forlængelse af mange diskussioner ved både medarbejdermøder og på gangene i Odense og København hos både Nyhederne, Produktionen, Sporten og Kommunikation og Marketing. Mange har været fristet af at stemme nej for at sende et signal om, at resultatet er utilfredsstillende og står i skuffende kontrast til, hvad afdelingernes medarbejdere har stået igennem de seneste år – men mange har alligevel stemt ja. Dels i respekt for det arbejde, vores tillidsfolk har ydet under svære forhold, dels af bekymring for om ledelsen ville kunne forstå det signal, der ville være i at stemme nej. Underforstået: Hvem er det, man straffer ved at stemme nej?

Ikke desto mindre er der en udbredt opfattelse af, at TV 2 har udnyttet situationen med den uopsagte overenskomst, og der er en skuffelse over, hvad det har været muligt at få med i forhandlingsresultatet. Det bliver hurtigt en diskussion om procenter og decimaler sammenlignet med andre mediearbejdspladsers procenter og decimaler, men det er ikke det eneste, det handler om. Det handler også om ikke at være blevet tilgodeset som arbejdsfællesskab, sådan som det ville være tilfældet, hvis der også havde været landvindinger inden for eksempelvis freelanceområdet, ligeløn el. lign. Det er dette arbejdsfællesskab, som gang på gang er blevet rost af direktionen og nyhedsledelsen gennem knapt to års corona-undtagelsestilstand, og alligevel fremstår resultatet af overenskomstforhandlingerne som en simpel justering af en procentsats, som endda har svært ved at holde trit med inflationen.

Frustrerede stemmer taler om, at man hver især burde trække en streg i sandet ved at begynde at arbejde efter aftalte vagtplaner og sige nej til forlængelser og ekstravagter i spidsbelastningsperioder for på den måde at vise sin utilfredshed. Men vi er her jo også, fordi vi brænder for den stærke nyhedsdækning, og i sidste ende har de færreste lyst til at ødelægge de arbejdssejre, vi har sikret gennem de seneste år. Derfor stiller alle også op, når kampvognene kører over Ukraines grænser, og nyhedsmaskinen ruller sig ud fra tidligt til sent. I forlængelse af det følger rosende chef-mails om holdånd og stærk dækning – ligesom de mails fra corona-perioden, som efter overenskomstresultatet føles mere som ord end som egentlig værdsættelse. 

Med denne henvendelse håber vi, at TV 2 forstår, at der trods afstemningsresultatet er en bred skuffelse over, at de seneste år med corona-maraton, Metoo-kaos og flotte regnskaber ikke har udmøntet sig i en mere konkret værdsættelse af medarbejdernes indsats, og at det, vi brænder for, risikerer at brænde ud. Men vi møder på arbejde igen i morgen og fortsætter. For ingen må være ligeglade.

 

Rettet kl. 15.40: Ved en fejl var der smuttet otte navne i den version af brevet til TV 2’s ledelse, som Journalisten først modtog. Det rigtige antal underskrivere er 188 og ikke 180.   

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage
chevron_left
chevron_right